Jeg bruger ordene som de falder mig naturligt, for derfor at kunne tage fat om favnen på dig og indhylle dig i mit kaos og mine omveje, til din hjerne gisper efter vejret, sukker og dør. Om forladelse.
Mine digte er ikke begyndt med en ide, men med en drivkraft. I alle værker findes der en håndværksmæssig del og en kunstnerisk del. Den første kan læres af alle. Den anden er en iboende drivkraft som enten findes eller ikke findes.
Ejer man ikke en iboende drivkraft, får man den aldrig og uden denne kraft har man ingen historie eller udtryk - man er blot reduceret til en håndværker der løser et givent problem og det er der ingen der gider at se på, med mindre det er ens nye køkken eller en god lænestol der er blevet ompolstret.
Verden har brug for et rent udtryk, en ikke-videnskabeligt, non-teoretisk tilgang, tilsat barnlig fantasi. Intet kan slå det, efterligne det eller forklare det - derfor kan ingen data bruges og det er nøjagtigt hvad jeg går efter. Det er denne musikalitet jeg forsøger at ramme i mine digte.
ANTI-MUSIKALSK
Jeg er brunsvigermagiker på deltid.
Jeg æder som en håndlangers greb om min skærsild.
Magtfuld, og betragtelig bagfuld.
Glider lige ned af brættet, falder over svupperen og oplever ufrivilligt fyrretræs-røvpul.
Kære bagklogskabskuvøse
Der ligger en hyldemeter selvudslettende adfærdsproblemer
ved siden af katten i vindueskarmen.
Katten hedder Bengt,
med hårdt g.
Kom så, Molly!
Ind på scenen vælter Preben Pikhår og Fede Virgil. Fuldstændig ugenert af deres mangel på talent og vamle kroppe, kaster de sig ud i en duet og synger orkestergravens vægge til blods. Publikummet vrinsker og savler i deres samtidsindavl mens siddepladser og røvhuller vokser sammen. En slags plysset analtunnel til destination pseudo-interlektuel-købing. Ned fra loftet hejses Mette, som ikke siden Taxa-Mike var badass på tv, har fremstået mere syntetisk og liderlig. Med cafe-bords-agtige synserier om dette og hint, en maskeret bondeanger blandet med enfoldige opråb til laveste fællesnævners, ender hun liggende på maven mens hun råber; "FORDI JEG VANDT!" før tonemesteren stikker en kazoo op i røven på hende og hun spiller temaet til Alla Vi Barn I Bullerbyn, fejlfrit. I dette univers er alting mægtigt og jeg græder som pisket mens jeg længes efter Mor Danmark, fra den gode gamle fabrik.
PS. Send flere penge
Underdanig underdaner,
mere ud, end dannet,
udslettes.
Til tonerne af Knud Romerne
i utilsigtede tågebanker vi hele lortet sammen,
pakker det ind og sender det til hverandre.
Mangt en fugl fik næbbet på trille,
men alle på samme tid, blev en forfærdelig rille.
Ved lugten af forsoning, ligger de fanen
falder på knæ og kysser fjenden.
Tusset-op-fra-slap-voksen-baby går i natostilling mens andre forsvare,
den sidste muld en daner bevare.
dump#2 øvelse
Jeg drømmer om at bredde min person ud over samtlige forhåndenværende sendeflader. Trykke hånd med komiteer, som tildeler mig priser. Deltage i parader til min ære, og svælge i folkets hyldest. Sætte autografer i bøger en ghostwriter har skrevet og købe dyrt ind i lånte fjer. Give en sensorisk tale, hvor jeg udviser stor ydmyghed...og lyver. Kramme dem der elsker mig og ikke kan få nok. Tage et vigtigt opkald mens jeg sætter min pegefinger insisterende op i ansigtet på folk omkring mig. Sidde backstage, spise nødder og drikke cola mens jeg hører publikum råbe mit navn igen og igen og igen og igen og igen. Møde seerne i et talkshows og udtale mig om vintertøj, trafikstøj og andre ting jeg ikke aner en skid om. Jeg forestiller mig hvordan den underbemidlede mikrofonholder i værtsstolen savler over min ordekvilibrisme og jeg smiler over til Hella Joof som er i færd med at hækle sexet lingeri mens hun flirter med mig...fordi hun vil bolle med mig…fordi alle vil bolle med mig. Jeg vil nyde beundringen og misundelsen. Jeg vil få adgang til livets aflåste afdelinger. Jeg vil smadre et kunstværk på Aros, mens folk omkring mig falder i svimer og henrykkes til ekstase i ren beundring. Omgive mig med en total-indbildsk skare af yes-men, ligeså loyale som sultne gadehunde.
Langsomt men sikkert, begynde at se ned på andre, mere end jeg gør i forvejen. Give alteregoet plads, så andre må vige. Endelig være centrum for alt levende. En solens Gud. Umulig at ignorere.
Men idag skal jeg rense tagrender. Det er en lidt anden øvelse.
dump#3 Filosofi
Det er ikke alting der bare sådan lader sig regne ud.
På vippen til livet kan man godt finde sig selv i den forvanskning af virkeligheden og grandiose selvopfattelse, at dette syntes muligt. Men uanset hvem man er, skuffes man langtsom over en periode på adskillige lange årtier og de kloge af slagsen kan smide egoet fra sig og pendle videre.
Måske
Er vi bare børn
Tabt bag indkøbs-karlsvognen.
Bevægende sagte gennem stjernestøv
End ikke vort sprog magter af begriber det vi fortabte os i.
Go'saftenDanmark
I sne og slud skal post scriptum ud
og mellem sidebenene skvulper dine deller
i takt med musik dine forældre heller ikke bestred at danse til.
Der ligger en lodden vej for dine fødder
og skoene strammes til en morderlig behagesyge
på pladsen hvor kødædende ringbind forsegler din skæbne.
Velkommen til snasket
og mens du savler indvortes
kan du trække et nummer til lenoliumsdansen og fedtfarverne.
Slå dig ned før din sjæl gør det
og klap dig igennem stavelserne på følgende:
Vi ser helst, at du græder.
Adressesyge
Jeg elsker min hæk.
Denne femoghalvtredsenstyvende centimeter gevækst der sørger for, at min genbo, i de billige rækker, forbliver en karakter jeg kan skabe og destruerer på ny, igen og igen.
Denne mindste og mest forrykte magtdemonstration der statisk står uimodsagt, mens den holder mig beskæftiget med en årlig, meget grim og aggresiv klipning.
Et eksperiment ud i adskilt sammenhold, nervøs afgrænsning og egocentrisk botanik.
Skabelsesløs vold på naturen.
Jeg elsker min hæk!
Teflonflyvetur
Jeg har lyst til at sige teflon.
Det ville ikke være korrekt, men det føles som dét, der adskiller mig fra fuglene, cirka 12 gange min højde, over mit hoved.
Et lag af lav friktion og kemisk resistens af hidtil ukendt herkomst adskiller mig fra dem.
De må kunne mærke når de bryder igennem, fra jord til luft.
Det må de.
Men tilsyneladende ude af stand til at forstå vigtigheden af at beskikke mig dette.
Disse lette væsner i så tung en verden gør mig ør i hovedet.
Jorden er min imaginære fodlænke.
Men hvad er min forbrydelse.
Til min kæreste og datter
Jeg kan zoome ind og ud efter forgodtbefindende.
Det er en ærlig og redelig sag mellem mig og mine øjne, og det sker at jeg ser lige igennem jer.
Til mit forsvar har jeg intet at sige.
Det er en iboende trang til eskapisme, blandet med dovenskab, i mig.
Når jeg finder roden til dette utugt må i hjælpe mig med at brænde rodnettet og gribe mig når min stamme falder og når vi lander blødt, kan i takke mig for, at jeg heller ikke i denne weekend, orkede at slå græs.
Mojo
Velkommen til den mojo-løse nulfejlskultur.
Hvor penge flyder som nedfaldsfrugter på lur.
Omskrevet samtid af EDB-dåseskjul-hulkort.
Leveret af silikonechips og altid virile mellemleder-jeeps
Hvor pulsen omgås af organiseret postyr.
Vandene deles.
Dette liv er sponsoreret af Kogt Kød A/S, alt i konserves, angst og strittende fomo.
Find den på hylden ved siden af mælken, når du er klar til at fælde en digital tåre for et hashtag.
Alene hjemme
Jeg drømmer om at have min egen planet
blåt for at eksperimentere
I midten af alting er jeg og kun mig
uimodsagt suspenderet
I pludden forneden af voksende rødder
skvulper en deltidsorgasme
mens jeg i bugnende favne af liv
mister min sans for sarkasme
Til dette og hint er jeg indlagt for nu
fyldestgjort menneskedukke
på taget i grebet på adrenalin
sammen i syndernes vugge
Giv tid, giv tid, du sælsomme engel
hvorom du må bære eller briste
lidt sagesløst ombejlet idioti
tilgivet på bunden af flasken
HotFyr14
Jeg foragter samtlige dele af denne situation og jeg skammer mig over at interagere med en, som sådan uskyldig, menneske-mand, en nattens dronning af plattenslageri, non-besjælet himstregims, i et alt for stramt jakkesæt, købt i så tarvelig en butik at det åbenbart ikke tåler strygning. Et styks kneppeaffald blev klædt ud til lejligheden.
En morder som myrder enhver fremdrift ved sin blotte tilstedeværelse. Han voldtager aggressivt og højlydt mine tanker foran en kommende skrotbunke, tilført dårlig investering og armod, med ordene; Du får altså også meget bil for pengene.
dump#4
Poesi mødes, med rette, af dungrende ligegyldighed.
Jamen, jeg kan blive helt glad indeni.
Sproget må og skal dø.
- først da, kan vi komme længere ind under det snavsede tæppe.
Vi skal begraves under stedet hvor vi, i går, tørrede vores bestikke støvler.
Forarmede småtterier.
Perverst udstødte grynt skal være det sidste, det letteste og det største.
dump#5
paratvidenskabens hysterende insisteren på taletid, iført Børge Mogensen stole, klinisk seksuelle forvirringer og posthumanitærer stensåle traskende gennem verdenen, er en uimodsagt og klogere udgave af menneskeabens forfængelighed. Intet andet.
vederslagsfri sameksistens og nulsum-dyst, relativerer fundamentet til ukendelighed, magtskabte bekymringer, påberåben af hjernens yderste kapacitet og mens fristelser stiger den lærte til hovedet, omslutter det hans væsen, besudler hans sind og trækker tæppet væk under hans indre.
Mænd er klogere end kvinder.
Kaldet klatre pga ekko
Jeg ligger, her til aften, i kakkelovnen til en rigtig dårligt morgen for mig selv
Her iblandt noget om at selv-hade og fantasier om storhed blandet med heltemod
For Gud ved hvilken gang er jeg gået i stå i mit ydre og eksploderet i mit indre
Det smager grangiveligt af en skuffende morgen for alle på matriklen
Jeg må gå bodsgang fra kaffemaskinen til askebæret og til WC'et i kælderen
Gang nr 1387
punktum-stum
Der kommer en dag hvor jeg aldrig vil kunne skrive igen.
Den vil falde på en tirsdag lige efter en fødselsdag eller dagen før et sindsoprivende møde.
Du vil være der.
Jeg vil sidde og kigge ind i skærmen og konstaterer at åren er tør og det vil gå op for mig, at jeg ikke længere bestrider, hverken kræfter eller behov, for at bore et nyt sted.
Jeg har skrevet af.
dump#6 tilbudsprædiken
Jeg har et kys i støbeskeen
til den første og bedste århusianske kvinde
i strækmarch mod svingdørenes drømmende vingesus.
jeg vil være hendes ultimative tilbudsavis
eftertragtet, flad og beskeden
ulæselig, men indbydende
i glitterpapir og pastel
pris og mængde
fordelt
i en fastsat tidsramme, så sikker som BurgerNight i Vor Frue
afstedkommet af rygene pistoler og vold et sted i Congo
ligger de organiske postkort og Kina's fineste
nu klar til at blive fedtet til og brugt
smagt, sunket og fordærvet
anti-foreviget og glemt
som jeg i papir
og så småt
brændbart
udgang
exit
ro
Skalerbare synserier
Åndelig piftet, midaldrende og forbigået, som de beskedne kvinders røvballer på sølvbryllupsdagen.
Som soppebassinet der ligger livløst hen i baghaven, langt ind i vinterhalvåret.
Er det nu dig igen, Slaske?!
En komplet ukvalificeret sæddoner der insistere på at smide klatten af i postkassen.
Tegn-til-tal-agtig-lav intellektuel undermåler med intet på sendefladen og konstant åben mund.
En hore for vederlaget, så eftertrykkeligt gennemvædet af pis og savl at selve sjælen burde kystsikres.
En krænkelse af selveste homo sapiens som helhed
iført øretæveindbydende ejendomsmægleruniform, opererende under sloganet: Man skal ikke slå større brød op, end at det lander pænt.
Besat af gengældelsesmagt, tæskesex med alt for unge kvinder og ildelugtende duftevand.
Gået direkte fra snøvsen til frisøren og bedt om noget der kan imiterer et menneske med fornuft og styr på tingene.
Hængt op over alle sine fliser, ligeså charmerende som en gravid sprutso.
Men altså, fedt nok at de gider, ik.
midtvejskrise
Det begynder som en pludselig skruppelløs ihukommelse af den reneste kærlighed der findes; nemlig reminiscensen af det særegne liv der nu ligger spredt ud over knap fire årtier - ubarmhjertigt efterfulgt af et naturgivent farvel, et suk dybere end grundvandet og højere end himmelen, runger ud lige bag mine øjne.
En varm og adresseløs følelse farer rundt i mit kød, opvækker mine knogler og varmer min sjæl. En excentrisk efterkontruktion af skønhed og uskyld, frembragt af den satans besidderiske egocentri med det unikke cpr-nummer i hånden.
vingesjus
immervæk er jeg nu draget på ny
du satans gudsjammerlige weltschmerz
uden kontrol og foruden talent
vralter jeg op på en ny terts
endelig fuldtonet kvælertagsangst
fæstes jeg under en stjerne
Så jeg springer
Mine vinger kan bære
INTERLUDE
Da jeg for første gang, i hvad der føles som flere år, i dag, ikke bare rørte, men mærkede mine øre, tænkte jeg; enten er mit øre vokset eller også er min hånd skrumpet. Jeg syntes at begge dele kunne være lige spændende.
Det er blot ét, udad adskillige tegn på at man, trods alt, kommer nogen vegne her i livet.